Sønderjyder får eltog og nye togspor
Alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten har indgået en
ny aftale om eltog og togdrift i Danmark.
Her er hovedpunkterne i den nye aftale:
* Elektrificering af jernbanenettet:
Elektrificering af strækningen Esbjerg-Lunderskov igangsættes og
vil være færdig i 2015. Der afsættes 1.194 millioner kroner til
arbejdet.
Desuden udarbejdes anlægsoverslag for at elektrificere følgende
strækninger: Køge Nord-Næstved, Roskilde-Kalundborg og
Fredericia-Aarhus.
* Anlæg af dobbeltspor i Sønderjylland:
Der anlægges dobbeltspor på banestrækningen mellem Vamdrup og
Vojens.
I aftale om En grøn transportpolitik af 29. januar 2009 reserverede
parterne 0,7 milliarder kroner til anlægget, og der afsættes nu
yderligere 55 millioner kroner til optimeret udførelse, så man
undgår at genere godstrafikken i korridoren mest muligt i
anlægsperioden. Det forventes, at strækningen åbner i 2015.
* Nye stationer ved sygehuse i Hillerød og Gødstrup:
Der afsættes 46,5 millioner kroner til en ny station ved det
kommende regionssygehus i Hillerød og 16,5 millioner kroner til en
ny station ved det kommende regionssygehus i Gødstrup. Stationerne
vil være med til at sikre en høj tilgængelighed til de nye
sygehuse.
* Metro til Københavns Nordhavn:
En ny metroafgrening fra Cityringen til hovedstadens nye
byudviklingsområde i Nordhavnen vil løfte den kollektive trafik og
gavne beboere og virksomheder i den kommende bydel.
Det er med aftalen besluttet, at Metroselskabet i 2012 kan
igangsætte forberedende arbejder til en Nordhavnsmetro for i alt 96
millioner kroner.
Kilde: Transportministeriet
/ritzau/