Staten tjener kassen på læger og jurister
Uddannelse er en god forretning for staten. Især læger og
jurister giver gode penge, viser en ny analyse.
Det er en guldrandet forretning at tage en uddannelse - både for
den enkelte og for samfundet, konkluderer Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd (AE) i en ny analyse.
Staten tjener især godt på at uddanne læger og jurister, skriver
Politiken mandag.
- Samfundet får mere velstand, større skatteindtægter og færre
udgifter til overførselsindkomster, når du udstyrer folk med en
uddannelse, siger senioranalytiker Mie Dalskov Pihl fra AE til
Politiken.
- Og den enkelte har udsigt til et mere stabilt arbejdsliv og en
højere indkomst, tilføjer hun.
Den bedste forretning for staten er medicinstudiet. For hver læge,
der bliver uddannet, tjener staten 14,8 millioner kroner. Jurist-,
økonom- og civiløkonomuddannelserne giver ligeledes et solidt
afkast på mellem 11,8 og 12,9 millioner.
Til gengæld er afkastet af frisør- og kosmetologuddannelserne på
mindre end 1 million set over et livsforløb, viser AE's tal.
Cheføkonom Mads Lundby Hansen fra den liberale tænketank Cepos
mener, at AE's beregninger er et klart signal til regeringen om at
arbejde for, at flere tager en uddannelse, der giver gode
jobmuligheder og en høj løn.
- Der er en række uddannelser, der giver en livsindkomst, der ikke
er meget højere end en ufaglærts. Jeg synes, at de unge skal gøres
bekendt med risikoen for ledighed og lav løn, når de vælger
uddannelse, siger han til Politiken.
Den betragtning er Mie Dalskov Pihl fra AE dog ikke enig i.
- Vores analyse viser jo netop, at al uddannelse både privat- og
samfundsøkonomisk kan betale sig, siger hun til avisen.
Hun tilføjer, at der lige nu bliver stillet spørgsmålstegn ved, om
uddannelse er en god idé, fordi mange nyuddannede er ledige. Men
analysen viser, at værdien af uddannelse er intakt, mener Mie
Dalskov Pihl.
- Krise eller ej, så er uddannelse en god forretning, fastslår
hun.
/ritzau/