Studerende køber ekstra undervisningstimer
Danske Studerendes Fællesråd kræver, at unge kan få mindst 20
timers undervisning om ugen på alle uddannelser.
I takt med at der er blevet mindre undervisning på mange
universitetsuddannelser, vokser markedet for private kurser,
eneundervisning og lektiehjælp kraftigt. Det skriver Politiken
mandag.
- Vi oplever, at unge på universiteterne i stigende grad søger ud i
private tilbud for at ruste sig bedre til deres eksamener.
- De føler sig usikre, fordi den undervisning, de har fået, ikke er
god nok, eller der ikke er nok af den, siger Torben Holm, formand
for Danske Studerendes Fællesråd (DSF) til Politiken.
På Copenhagen Business School (CBS) er der eksempler på hold, hvor
halvdelen af de studerende køber sig til ekstra kurser, som de
betaler op mod 4000 kroner for om året.
Den største udbyder af eksamenskurser på markedet, firmaet Aspiri,
har 25.000 kursister om året.
Ejerkredsen bag Aspiri driver også eksamenskurser.dk, mens et
tredje firma, eksamensklar-nu.dk, henvender sig specielt til
studerende på de sundhedsfaglige professionsuddannelser som for
eksempel sygeplejerske og ergoterapeut.
- Det, vi hører fra de studerende, er, at de gerne vil have højere
karakterer eller være sikre på at bestå. Vi er dog ikke et
alternativ til undervisningen på skolen.
- Til vores kurser forventer vi, at de studerende har deltaget
aktivt på studiet, siger partner i Aspiri Søren
Gøtterup-Tang.
DSF vil nu rejse krav om, at den kroniske underfinansiering af
mange uddannelser skal høre op.
- Vi ønsker, at der fra statens side gives midler til minimum tyve
konfrontationstimer. Midlerne skal afsættes, så økonomi aldrig
bliver en hæmsko for at tilbyde et passende antal
undervisningstimer, siger Torben Holm.
De radikales ordfører for videregående uddannelser, Sofie Carsten
Nielsen, mener, at universiteterne bør reagere på den massive brug
af privatkurser.
/ritzau/