Sygedage i ferien skal give ny ferie

Regeringen vil give danskerne nye fridage, hvis de bliver syge under ferien. Arbejdsgiverne er skeptiske.


Danskerne slipper snart for at spilde dyrebare feriedage på at ligge med feber og snottede næser i sengen.

Regeringen har netop sendt et opsigtvækkende lovforslag i høring, der giver landets lønmodtagere ret til en erstatningsferie, hvis de er så uheldige at blive syge eller komme slemt til skade under ferien.
Hver dag på langs skal ganske enkelt kunne veksles til nye feriedage, hvis lønmodtagerne kan fremvise en lægeerklæring. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Det er et balanceret forslag, som yder beskyttelse til lønmodtagerne, men samtidig ikke lægger unødvendige belastninger på erhvervslivet, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), som forventer bred opbakning til lovforslaget fra Folketinget.

Alt andet ville også være mærkeligt, mener fagforeningen FOA. Lovforslaget falder i forlængelse af et EU-direktiv fra 2004 og en EU-dom fra 2009, der pålægger Danmark at ændre sin nuværende praksis, hvor lønmodtagerne skal melde sig syge inden en ferie for at opnå ret til ekstra ferie.

- Titusinder af danske lønmodtagere er formentlig blevet snydt for deres erstatningsferie, fordi de har været ramt af sygdom. Men der er grund til at rose den nye regering for at reagere regelret og konsekvent i sagen, siger FOA's formand, Dennis Kristensen.

Han langer samtidig ud efter den tidligere regering for at have syltet sagen.
Arbejdsgiverne er skeptiske over for regeringens lovforslag. Dansk Erhverv frygter, at loven vil blive misbrugt at lønmodtagerne.

- Det bliver helt klart dyrere for virksomhederne. Derfor er det vigtigt, at de får nogle midler til at tjekke, om medarbejderne rent faktisk er syge, når de ringer hjem fra ferien i Sydspanien.

- Så det er positivt, at erstatningsferien kræver en lægeerklæring, siger Charlotte Vester, underdirektør i Dansk Erhverv.


/ritzau/

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: februar 2012
Senest opdateret: februar 2012
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op