Thorning kløjs i eget regeringsgrundlag
Statsminister Helle Thorning-Schmidt citerede tirsdag lodret
forkert fra sit eget regeringsgrundlag.
Man skulle tro, at hvis der var én person i kongeriget, der kunne
regeringsgrundlaget udenad, så var det statsminister Helle
Thorning-Schmidt.
Men sådan er det tilsyneladende ikke.
For ikke bare citerede hun forkert fra regeringsgrundlaget, da hun
hårdt presset besvarede en byge af spørgsmål om betalingsringen -
hun korreksede også de journalister, der rent faktisk citerede
korrekt fra S-R-SF-regeringens katalog over, hvad man vil med
magten.
- De ting, vi har skrevet i regeringsgrundlaget, dem agter vi at
gennemføre, lød det indledningsvist fra statsministeren.
- Betyder det, at provenuet vil være cirka to milliarder kroner om
året, ville en journalist fra TV2 vide med henvisning til
regeringsgrundlaget.
- Det står der ikke. Højst, står der, lød det bestemt fra
Thorning.
Men det er forkert. Der står rent faktisk, at overskuddet
"forventes at udgøre ca. to milliarder kr.", og det er en ikke
uvæsentlig twist for de seneste dages konstante forsinkelser at
lovforslaget om betalingsringen.
/ritzau/