Thorning: Pagt giver os central rolle i EU
Danmark har ifølge Thorning god grund til at være tilfreds med
den finanspagt, som 25 EU-lande har landet.
- Det har været en god dag.
Sådan siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på et
pressemøde mandag, efter Danmark plus 24 andre EU-lande har
tilkendegivet, at de agter at være en del af den europæiske
finanspagt. Den skal sikre, at statskasserne stemmer i
aftalelandene.
- Vi er lykkedes med at komme i hus med de udfordringer, vi har
kæmpet med siden december, siger Helle Thorning-Schmidt.
Hun henviser til, at ikke-eurolande slipper for at betale bøder til
den europæiske redningsfond, ESM, hvis de ikke implementerer en
budgetlov, som det kræves ifølge finanspagten.
I stedet skal en eventuel bøde gå til EU's generelle budget. Men
Danmark skulle gerne undgå overhovedet at komme dertil,
understreger statsministeren.
Samtidig får lande uden for euroen - men inden for finanspagten -
mulighed for at deltage i et årligt topmøde med eurolandene,
hvilket har været det afgørende stridspunkt i mandagens
forhandlinger.
Dertil kommer møder, som direkte drejer sig om finanspagten eller
konkurrencevilkår mellem aftalelandene. Også her må Danmark sidde
med.
- Danmarks tilslutning bringer Danmark ind i kernen i den
europæiske diskussion, lyder Thornings status.
Hun mener, at vejen nu er banet for, at Danmark nu kan deltage i så
stor en del som muligt af pagten.
- Der er jo dele, som kun er for eurolandene. Det står meget klart
i teksten. Og det skal vi selvfølgelig ikke være med i, fordi vi
har et euroforbehold, og det har vi sikkert noget tid endnu.
- Men der er andre elementer af den her finanspagt, som vi kan være
med i, og det, vi har sikret i aften, er, at vi har fået de ting af
vejen, som kunne gøre det svært for Danmark at være med, siger
Helle Thorning-Schmidt.
Jurister skal nu nærlæse aftalen for at se, om der er behov for en
folkeafstemning, mens statsministeren lægger op til en diskussion i
Folketinget.
Storbritannien og Tjekkiet står som de eneste EU-lande uden for
finanspagten. Briterne har kategorisk nægtet at blive en del af
pagten, mens tjekkerne foreløbigt mangler parlamentarisk
godkendelse.
/ritzau/
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
januar 2012 |
| Senest opdateret: |
januar 2012 |