Tømrere skal undervise i folkeskolen
Undervisningsministeren søsætter forsøgsordning med to lærere i
klasserne. Lærerforening er skeptisk.
Tømrere, ingeniører og pædagoger. Andre faggrupper skal nu i
langt højere grad, end det er tilfældet i dag, undervise eleverne i
folkeskolen. Også selv om de ikke er uddannede lærere.
Sådan lyder meldingen fra børne- og undervisningsminister Christine
Antorini (S) i fredagens udgave af Politiken.
- Nu starter vi med tolærerordninger som et forsøg for at kunne
løfte inklusionsopgaven.
- Forsøgene skal laves, så vi kan blive klogere på, om
tolærerordninger er en god måde, hvis vi skal have flere elever med
specielle behov i klasserne på den rigtige måde, siger
ministeren.
De nye faggrupper i klasseværelset er en del af en tolærerordning.
Tømreren, pædagogen eller mureren skal ikke undervise alene, men
sammen med en lærer, og målet er at tage bedre hånd om de elever,
især drenge, der har problemer i skolen.
Regeringen har i første omgang afsat en pulje på 30 millioner
kroner, som skolerne kan søge om at få del i.
Dermed er der lagt op til en langt mere skrabet model end den, som
Socialdemokraterne og SF gik til valg på. Her hed det, at der
skulle være to lærere i indskolingen i dansk og matematik på alle
landets skoler, hvilket ville koste 1,2 milliarder kroner om
året.
- Forsøget skal bruges til at se, om andre faggrupper kan
inddrages, så man bedre kan fange motivationen for drengene i
udskolingen. Men faggrupperne skal selvfølgelig også have de
nødvendige pædagogiske kvalifikationer, siger Christine
Antorini.
Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, er
ikke begejstret.
- Lærere er nogle, der har en læreruddannelse. Det vil sige, de
lærer at tage hånd om de her børn. At tro, at håndværkere skulle
have en særlig kompetence, har jeg svært ved at forstå, siger
lærerformanden til Politiken.
/ritzau/