Undersøgelse af indvandring aflyst
Social- og integrationsminister Karen Hækkerup har droppet en
undersøgelse, som var aftalt af VKO-regeringen.
Der bliver næsten dobbelt så mange nydanskere med navne som Ahmed
og Aisha i løbet af de kommende 40 år. Det skriver Kristeligt
Dagblad.
Ifølge Danmarks Statistik vil 610.000 danskere i 2050 stamme fra
lande i Mellemøsten, Afrika eller Asien, mens der i dag bor 360.000
ikke-vestlige indvandrere her i landet.
Udviklingen fik sidste år den borgerlige regering og Dansk
Folkeparti til at vedtage en undersøgelse, der skulle kulegrave,
hvilke indvandrere der bor i Danmark om 40 år, og hvordan de
kulturelt passer ind.
Men nu har social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) valgt
at aflyse undersøgelsen.
- Nu er den tid heldigvis forbi, hvor Dansk Folkeparti definerer
dansk integrationspolitik. Regeringen vil gennemføre en
integrationsreform, som skal få flere i arbejde og sørge for, at
færre ender i fattigdom.
- Som et led i den reform laver vi et offentligt
integrationsbarometer, som blandt andet skal vise udviklingen i
indvandrere og efterkommeres kriminalitet og beskæftigelse. Derfor
er der ikke længere behov for undersøgelsen, siger Karen
Hækkerup.
Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, mener, at
aflysningen af undersøgelsen betyder, at det danske samfund går
glip af vigtig viden om indvandringens mere dybtgående kulturelle
og sociale konsekvenser.
- Det er meget ærgerligt. Vi har brug for at vide, hvilken karakter
indvandringen i Danmark antager frem mod 2050, og hvordan man kan
sikre, at de mennesker, der kommer til Danmark, bliver en del af
det danske samfund, siger Martin Henriksen.
Dansk Folkeparti fik vedtaget undersøgelsen som en del af den
såkaldte 2020-aftale med den borgerlige regering.
/ritzau/
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
januar 2012 |
| Senest opdateret: |
januar 2012 |