Vestager lader S og SF om trafikslagsmål
Det vigtige er at løse trængselsproblemerne i København - det er
ikke afgørende hvordan, siger Vestager (R).
Det Radikale Venstres leder, Margrethe Vestager, er tirsdag
morgen i Bruxelles og har det fint med at overlade til lederne og
topministrene fra de to øvrige regeringspartier at slås om
betalingsringen på et krisemøde.
Mødet finder angiveligt sted her tirsdag morgen og handler om
striden mellem Socialdemokraterne og SF, der tilsyneladende ikke
kan blive enige om betalingsringen. Det har tidligere været fremme,
at overskuddet fra betalingsringen skrumper. Dermed er der færre
penge til at løfte den offentlige trafik.
Det er her en del af uenigheden ligger. SF har i valgkampen
garanteret 40 procent billigere billetter, men for nylig luftede
fremtrædende socialdemokrater, at det handler om bedre offentlig
trafik fremfor billigere billetter.
Men det slagsmål overlader regeringspartneren De Radikale altså til
S og SF.
- Jeg skal jo passe Ecofin her, siger Margrethe Vestager, der er i
Bruxelles for at holde møde med EU's finans- og
økonomiministre.
Men trængslen er der behov for at løse, lyder det.
- Jeg synes, det er en god idé at løse trængselsproblemerne i
København, for der er borgere, som irriteres over spildtid på
vejene og borgere, som må døje med luftforurening. Så det skal man
under alle omstændigheder løse.
- Men om man vælger det ene eller det andet eller det tredje
redskab, det er ikke afgørende for os. Men jeg synes da bestemt,
man skal gøre sit for, at folk bruger den kollektive trafik, siger
Vestager og undgår dermed at vælge side i striden mellem S og
SF.
/ritzau/