Virksomheder vil ansætte udlændinge
Hver syvende danske virksomhed vil hente arbejdskraft i
udlandet, viser analyse fra Lederne.
Når der i det kommende halve år skal besættes ledige job hos de
private danske virksomheder, vil arbejdskraften også blive fundet
uden for Danmarks grænser.
Det viser en konjunktur-undersøgelse fra Lederne, baseret på svar
fra 1.738 privatansatte ledere.
Hver syvende virksomhed, 14 procent, forventer ifølge undersøgelsen
at rekruttere arbejdskraft fra udlandet i årets første seks
måneder. Der vil være tale om ledere og medarbejdere både fra og
uden for EU.
- De fleste virksomheder forventer et halvår, hvor beskæftigelsen
vil være uændret eller svagt faldende. Men samtidig kan der være
områder og funktioner, hvor der er behov for at hente arbejdskraft
- også uden for Danmarks grænser.
- Vi har et globalt arbejdsmarked, og den rigtige udenlandske
arbejdskraft kan være med til at styrke virksomhederne og på den
måde medvirke til at skabe vækst, siger analysechef hos Lederne Kim
Møller Laursen.
Kun meget få virksomheder forventer, det bliver svært at få
arbejdskraft i første halvdel af 2012. Syv procent tror, de får
problemer med at besætte lederjob, mens kun to procent mener, det
bliver svært at rekruttere ufaglærte.
/ritzau/
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
januar 2012 |
| Senest opdateret: |
januar 2012 |